rte de en stemme kalde, fra landet langt derborte,
(一日清晨,他们听见有人在呼唤,从遥远的陆地传来,)
“Den rbte: Agnete! Agnete! Hvor i verden er du?
(那声音喊:阿格尼特!阿格尼特!你究竟在哪里?)
“Din mor tanker om dig dag og nat, din far srger uendelig!
(你的母亲昼思夜想,你的父亲悲痛不已!)
“Agnete! Agnete! Hvor i verden er du?”
(阿格尼特!阿格尼特!你究竟在哪里?)
安妮还在唱那首名为《阿格尼特与人鱼》的歌曲。
陈韶立刻翻身起床,直冲到洞窟门口,试图叫停这场演出:“安妮!早上好!”
安妮站在洞窟外的沙地上,她显得有些憔悴,头发似乎都没有那么鲜艳了。一大堆各色鳞片凌乱地躺在她脚边,隐隐散发出细微的血腥味儿。
“早上好,先生。”她抬起脑袋,双目无神地看着陈韶的脸,嘴巴张开时,陈韶能看到她雪白牙齿间残留的一抹红,“我今天很想、很想唱歌,您、不想听吗?”
是的,我不想。
陈韶很想这么回答,但他不能,他只好再次试图拖延:“那么我们去找一个风景好的地方?”
安妮缓缓摇头:“不……这里只有我们两个……我想,单独唱给你听。”
她没再等陈韶的回答,张口歌唱:
“Agnete’s hjerte blev tung, hun savnede sin gamle hjemstavn.
(阿格尼特的心变得沉重,她开始思念故乡的旧时光。)
“‘Tillad mig at se mit land engang mere, min elskede mand,’
(‘允许我再看一眼故土吧,我亲爱的爱人,’)
“……Nr Agnete kom til sin by, fandt hun hendes far dd af sorg,
(当阿格尼特回到家乡小镇,发现父亲已因悲伤离世,)
“Alle sine familie var vk, hendes verden
本章未完,请点击下一页继续阅读!